Eva Koch i Bryggen
mandag, 25. januar 2010
Shoppingcentret Bryggen i Vejle inviterer til fernisering torsdag den 28. januar med den næste kunstner i rækken af videoværker
Udstillingen er et led i den unikke satsning på kombinationen af Kunst og Shopping, som Skandinavens største centeroperatør Steen & Strøm tog hul på i oktober sidste år i Vejles største citycenter, Bryggen. Her vil skiftende kunstnere over en periode på et par år vise deres videoværker med løbende udskiftning hver tredje måned.
Eva Koch er den sjette kunstner i rækken af i alt 8, og Bryggen inviterer derfor presse, kunstnere og gæster til fernisering:
torsdag den 28. januar kl. 15.30
Udstillingen vil blive åbnet af kunsthistoriker Mona Jensen, tidl. Museumsinspektør på AROS.
Kunstneren, Eva Koch, vil selv være til stede.
Bryggen har den store fornøjelse at kunne præsentere værker at Eva Koch på Bryggen.
Eva Koch har gennem sit mangeårige arbejde som billedkunstner og med videomediet en omfattende værkproduktion og udstillingsrække bag sig og er kendt verden over.
Bryggen viser Videoinstallationerne Evergreen fra 2006 samt Red Puppies.
I Eva Kochs værker sættes menneskets lille historie, dets personlige erindringer, tilhørsforhold og fortællinger ind i en større global, kulturel og tidløs sammenhæng. Eva Koch har mennesket i centrum. Med enkle og stærke visuelle iscenesættelser fanger hun grundlæggende og globale vilkår i menneskers liv, men altid med en baggrund i det nære og personlige.
I flere af hendes værker indgår såvel hendes grønlandske som hendes spanske familiebaggrund. Videoen Evergreen der vises på Bryggen er iscenesat på Færøerne, hvor Eva Koch ligeledes boede en del af sin barndom.
Evergreen handler om gruppens magt og om menneskets iboende ondskab, der nådesløst kan udelukke én fra gruppen. Et panoramiske 360° vue indkredser i et enkelt cirkelslag en situation, de fleste kender fra barndommen, men som mere uudtalt, måske, udspiller sig mellem mennesker gennem hele livet.
Eva Koch er oprindeligt uddannet billedhugger fra Kunstakademiet i København i 1992, men har siden arbejdet dedikeret med installationer og mediekunst.
Eva Koch har siden 1990'erne udstillet internationalt og i mange sammenhænge fra gallerier over festivaler til deltagelse i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i 2005.
I 2009 blev hun tildelt livsvarig ydelse af Statens Kunstfond.
http://www.evakoch.net/
Udstillingsrækken af videokunst er tilrettelagt af Steen & Strøm Danmark i samarbejde med billedkunstnerne og kuratorerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen. Fotos af kunstværkerne kan downloades fra Bryggens hjemmeside på www.bryggen.com fra den 28. januar.
Yderligere oplysninger fås hos marketingdirektør
Claus Tüchsen, Steen & Strøm Danmark på tlf. 70 10 55 05/ 41 90 02 40
Klik her for at hente pressemeddelelsen som PDF dokument